- kommunens selvstændighed på spil
Kommunalvalget blev lige så spændende og overraskende som forventet. At Venstre blev valgets taber med en tilbagegang fra 4 til 1 mandat, kan vi ikke komme udenom. Årsagerne hertil kan være mange, men vi må erkende at en del af det, højst sandsynlig skyldes interne konflikter i lokalforeningen. Dette giver selvfølgelig stof til eftertanke, og den kommende tid skal nu bruges effektivt på at genetablere et konstruktivt samarbejde i foreningen. Ligeledes har borgmestereffekten for de Konservative sikkert betydet at en del stemmer er gået fra V til C. De 693 vælgere der stemte på Venstre vil vi gerne takke for deres tillid. Ligeledes vil vi også takke alle der har støttet Venstre i valgkampen.
Konservative blev en klar vinder af valget med en fremgang fra 3 til 6 mandater og en personlig sejr for borgmester Asger Larsen. Forventningen om at C og V derfor kunne indgå i en konstituering med A og/eller L, for at skabe et bredt stabilt politisk flertal, var derfor stor. Men, sådan skulle det ikke gå. Efter valgresultatet blev der ikke forhandlet meget. Det virkede helt klart, at der inden valget allerede var indgået en aftale mellem A, T og L om at lave en konstituering med Allan Holst som borgmester. Politik er virkelig de muliges kunst.
Særlig troværdigt virker det ikke. Både A og L har i den nuværende valgperiode klart tilkendegivet deres forbehold overfor Liste T, men en borgmesterpost trækker åbenbart mere end en troværdig politik og respekt for vælgernes klare tilkendegivelser. ALT repræsenterer mindre end 50% af de afgivne stemmer. Spændende bliver det at se hvordan stemmeafgivelserne bliver i sagerne vedrørende svømmehallen og lokalplan 62 (Køjevænget), som Liste T klart har været modstandere af.
Det mest bekymrende er dog Dragør kommunes økonomiske fremtid. C og V har hele tiden fastholdt en stram økonomisk linje. Med Liste T i en flertalskonstituering, hvor de har halvdelen af stemmerne, kan man kun frygte for fremtiden. Reelt kan det på sigt betyde, at Dragør må opgive selvstændigheden, da alle er vel vidende om Liste T’s manglende evner til at styre kommunens økonomi.
Venstre vil i den kommende valgperiode konstruktivt arbejde for vores mærkesager i kommunalbestyrelsen, og håber at vi om 4 år kan vende stærkt tilbage i et borgerligt flertal.
Venlig hilsen
Per Faldborg Olesen
Formand
Venstre i Dragør